En ny måde at missionere på

Gud har ikke skabt en skid! skrev min bekendte på facebook. Så fat det dog.

Artiklen, han linkede til, var om vielser af homoseksuelle og de præster, der henholder sig til ordet om at Gud skabte os som mand og kvinde.

Jeg er fortaler for at homoseksuelle kan vies i Folkekirken, fordi den Gud jeg tror på er kærlighedens Gud.  Så findes da tro, håb og kærlighed, men størst af alt er kærligheden, står der i Paulus' brev. Der står også meget andet i Bibelen og der er passager, man kan bruge til at slå andre passager i hovedet med, så jeg er glad for, at jeg ikke er biskop, der skal afgøre hvad der teologisk er rigtigt at gøre.

Manu Sareen har været klog nok til at lade politikken stoppe ved muligheden for at sige ja eller nej til at ville vie homoseksuelle og biskopperne må så forvalte det.

Tilbage ved min bekendte. Det blev noget af en diskussion i den tråd. Om dogmatisk læsning af bibelen og spørgsmålet om man kunne blive viet i kirken eller hellere skulle opfinde sin egen religion hvis man som homo-par skulle vies som rette ægtefolk i kirken, fordi ritualet ikke passer.
(Velsignelsen kan man da få).  Og så om hvem der havde ret. Om at der ville være ramaskrig, hvis nogen forsøgte at slette passager i Koranen. Hvem, der ikke fattede en skid. Hvem der skulle læse aviser og om kirke og stat skulle adskilles. Og så lidt mere postulat om, hvem der havde ret.

Jeg sad stadig og stirrede paralyseret på 'så fat det dog'. Temmeligt længe. Jehovas vidner stemmer dørklokker. Ateisterne beordrer forstanden til at rette ind.

Jeg glæder mig bare til den dag, hvor det ikke hedder homo-vielse, men ægteskab.