Jeg er sur idag.
Når jeg ser mig i spejlet ligner jeg en, der er løbet tør for overskud for et årti siden og der er kun mørke, døde huler tilbage der, hvor øjnene plejer at være.
Undtagen når jeg ser ind i et spejl, hvor Aksel også er.
Resten af tiden går jeg og skumler, for jeg synes krafthelvede det er for galt.
Hvorfor er der ikke nogen, der har købt pauser til mig?
Hvor bliver min chokolade af?
Hvem er det, der har bestilt regnvejr uden også at bestille en vogn-gænger når Aksel skal sove, så jeg kan få mere end bare 1,5 minut til at glo lige ud i luften og gro nogle øjne igen.
Tro mig, jeg er pisseligeglad med resten af verden.
Undtagen med de mennesker, der siger, at jeg skal huske at slappe af og passe på mig selv. Der lytter jeg intenst.
Selvom jeg har tante Møhge-horn og tykke briller og fuld opmærksomhed vendt mod de venlige, omsorgsfulde ord, så kan jeg ikke høre resten af det, som flinke mennesker bestemt må følge op med. Jeg når aldrig at få opskriften på, hvordan det skal gøres, med.
Det er jeg bitter over.
Åh, jeg føler med dig. Selvom jeg ikke selv har børn endnu, kan jeg (i hvert fald et stykke hen af vejen) forestille mig den evindelige og altædende træthed der dominerer de første år.
SvarSletåhr ja. Har selv lige været der med samme indignation over hvem hævled der kommer og gør noget for MIG? - idag med 2 halvsløje, HELkrævende smårollinger hjemme.... ;o)
SvarSlet