Godnat og undskyld

Til gårsdagens kagedag (Som Linda i øvrigt har skrevet et meta-indlæg om idag) måtte jeg spørge de af kagedåserne, der er længere end mig i projektet, om de snorker.

Det er de mest utroligt dumme ting, man har lov til at spørge om, når der er moderkager og kejsersnitter på bordet.

To af dem nikkede hårdt. Den ene fortalte, at hun havde fået til vane - dengang hun endnu var mor-prospect - at udvide sin godnathilsen til gemalen, så den blev til: Godnat og undskyld.

Jeg har ikke haft mange graviditetsgener (jeg siger det på den måde, for jeg ved at Nemesis bare sidder og venter på graviditetshybris fra min side), men efter en nat, hvor jeg jævnt hen vækkede mig selv i det øjeblik, jeg faldt i søvn, fordi jeg snorkede så højt, at jeg måtte sætte mig forurettet op i sengen for at stirre olmt på det, der formastede sig til at afbryde Den Hellige Søvn, må jeg indse at jeg stirrede en graviditets-trold lige i øjnene.

Faktisk gav jeg først hunden skylden. Det var fandeme også irriterende, at den hele tiden kom hoppende med poterne forrest for at lande i mit ansigt.
Jeg troede, den havde dårlig mave og ville ud.
Nu er jeg kommet til at tænke på, at den måske bare gerne ville ud, fordi den håbede at den ikke kunne høre mig ude på terassen og hellere ville sove ude i permafrost med udsigt til verdens farligste kat, så længe den bare kunne sove.

Da jeg nåede at høre mig selv snorke INDEN jeg faldt helt i søvn, gik det op for mig, at det var absolut selvforskyldt, at jeg konstant blev vækket.

Jeg tror, det er kroppens måde at forberede mig på det tidspunkt, hvor nattesøvn er det jeg drømmer om at vinde i Lotto.