lørdag den 31. december 2011

Liv og død

Sidste år ved denne tid sad jeg i en norsk skihytte og var træt.
Træt af at køre bil, træt af kulde og træt efter at have været på Skejby efter en uvelkommen blødning. Jeg var gravid.

På opturssiden havde jeg købt mig til en svinedyr og pissegod dunjakke og det kan lyde forbrugerisk og overflodsmentalitetsagtigt, men den jakke blev og er stadig et højdepunkt i mit liv. Lyder det fattigt? Jeg ligner Barbapappa i den.

Ikke det absolutte højdepunkt, for det blev graviditeten. Og resultatet af graviditeten.

Jeg var glad for at være gravid og da jeg lige kom mig over det første introverte trimester, hvor jeg syntes, at andre mennesker var irriterende og for tæt på på alle måder, så gik det endnu bedre. Fysiske komplikationer kom der desværre en af ret sent i forløbet, hvor jeg igen begyndte at bløde, og jeg fik ordre på at forholde mig fuldstændigt i ro i et par uger.
Lægerne sagde, at jeg også skulle skrue ned for hjerneaktiviteterne, for diagnosen kunne meget vel være stress.
DET var svært.

Det gjorde det ikke lettere at besøge mit ufødte barns bedstefar på hospitalet (på den kommende mormors fødselsdag) og godt kunne se, at det ikke kom til at blive en raskmelding nogensinde.
Det var svært at sidde med rund mave og livet dansende bag huden og sige farvel til ham en måned senere.

Liv og død på samme tid.
Ingen af delene helt til at fatte.

Aksel Emil kom til verden, 10 dage før bemeldt ankomst og ikke med sin gode vilje. Han måtte ud med kejsersnit.
Fødslen var en oplevelse, jeg ikke er fuldstændigt skræmt af, men som jeg nok gerne vil have til at forløbe lidt anderledes, hvis der kommer en næste gang. Den første jordemoder havde parfume på.
Lægen var dum og ufølsom.
Til gengæld havde vi en helt fantastisk jordemoder til sidst, som fik fjernet alle mine tanker om at have givet op for tidligt med et snuptag til efterfødselssamtalen. Hun får andenpladsen på listen over mennesker, der skal med i min nytårsskål.

Hvad jeg har lavet de seneste 5 måneder står hen i en tåge. Jeg har vist bare kigget på Aksel Emil.
Siddet med brysterne fremme.
Og kæmpet med at fatte, at han er min og at han ikke går væk igen.
(Det selvom jeg havde æren af at passe Lindas Anton en gang om ugen indtil de forlod os jeg måtte overdrage fornøjelsen til Lindas forældre. Det var bare slet ikke gået op for min hjerne at jeg snart også ville have sådan en, der skulle sove i barnevogn og bruge ble)

Det har ikke været muligt at komme tilbage til instruktørcyklen endnu og på underskudsdage er det det, jeg piver over. 

Til gengæld har jeg fået en fremragende mødregruppe, som jeg har abstinenser efter, hvis vi kommer til at springe en gang over. Dejlige unger, gode damer.

Og så har jeg fået den sejeste mormor til mit barn. Min mor er kommet stærkere ud på den anden side af at være blevet enke og er nok mere sig selv nu end de seneste små 30 år. Hvis der er en person, der skal takkes, så er det hende. Hun har holdt måsen oppe på os alle 4 (inkl hunden) samtidig med at hun har passet de to andre børnebørn og håndteret alt det nye og savnet. Min mor indtager førstepladsen.

Store ting skete i 2011.
Men altså... nytårsaften bliver ikke helt det samme mere. Og det gør nytårsbloggeri heller ikke. 


torsdag den 29. december 2011

Må man godt sige at man har tyndskid uden at ville være sjov?

Før jeg blev alt for gravid sad jeg mindst en gang om ugen foran voksne mennesker i spandex med en mikrofon for munden.
Jeg ved ikke, hvad der sker med mig i den situation, men jeg sænker åbenbart niveauet og paraderne, for så snart musikken spiller og mikrofonen er tændt, kommer jeg til at sige ting, der ikke er gangbare i normale, offentlige sammenhænge.
Jeg vil ikke nævne noget, jeg selv har sagt, blot citere en af mine kolleger, da han bad folk om at tage den stående i dobbelttempo.
(Så fik jeg lige udleveret ham også, nemlig. Det var så lidt)

Jeg har aldrig oplevet, at nogen har taget det ilde op. Faktisk har jeg heller ikke i andre sammenhænge oplevet så meget som en misbilligende rynket næse, når min mund har sagt noget sjofelt der skulle misforstås, selvom mine ører har været meget røde.

Idag måtte jeg bremse barnevognen for at se hende, der gik bag mig og talte højlydt i mobiltelefon.

Hun fortalte i detaljer om sin dårlige mave og fortalte, at det sved meget i numsehullet at have tyndskid.
Med de ord.
Jeg så mig om efter skjulte kamera da jeg bremsede op. Bare for en sikkerheds skyld. Og så rynkede jeg på næsen ligesom de andre på gågaden, der havde hørt det.

Nu tænker jeg så lidt på, hvori forskellen består.
Vi har begge to kastet potentielt blufærdighedskrænkende ord ud i et offentligt rum, men mens jeg slap afsted med småsjofelheder, så slap hun ikke afsted med små-bæretninger.


Er det noget med kropsdelene? Må man gerne antyde numse, men ikke sige, hvad den bruges til?
Hmm...  Hvis nu min spinningkollega, der gav folk den i dobbelttakt, havde været bøsse, ville den teori så være gennemhullet (pun intended)?
Ikke for mig personligt, men...  kan det så have noget at gøre med om der kommer noget ind eller ud af numsen? Eller... prutter er vel altid sjove at fortælle om.

Åh... undskyld. Blogsfæren er vel også et offentligt rum.

Ahem.




onsdag den 28. december 2011

kAARRfff

Da jeg skrev om hende den lade teenageekspedient i badetøjsbutikken, så løj jeg en lille smule. Jeg kunne ikke så godt skrive, at hun stod og gloede som en ko på en kasse med en kaffemaskine, når kaffemaskinen nu var en julegave til Mikkel, vel?

Nåmen. Den hittede.
Og idag er der kommet sådan en flot sag af en pakke med 4 kg blandet kaffe i kapsler også kendt som drugs i bæger. Alene farverne...

Det skal siges, at jeg ikke fik lov til at pakke op, selvom jeg har betalt for halvdelen (mindst!), for her i huset er pakker i mindst lige så høj kurs som kaffe og der er tøsekamp om at få dem.

Jeg var MEGAheldig at få det timet sådan at Mikkel skiftede Aksel Emil, da pakkeposten kørte forbi (Ja, han kørte for langt, men jeg var da ligeglad, for jeg har TRÆSKO som jeg lige kunne springe i og klapre ham i møde med mens min selvrespekt måtte blive hjemme imens)
Mikkel stod med dirrende hænder og klapsede mig over fingrene da jeg forsøgte at lukke pappet op for at komme ind til sagerne, mens han rakte sønnen frem og proklamerede at han gerne ville over til sin mor. Nu.

Jeg har taget billedet næsten uden at røre ved pakkerne og kan godt se frem til at have en fast kaffebrygger så længe der er pæne kapsler. Maskinen er stadig off limits.

Men mælkeskummeren er min. Muhahaha... eller... det der.

tirsdag den 27. december 2011

Hacker

Ja, undskyld, men jeg har travlt. Aksel har valgt kun at sove en halv time af gangen i dagtimerne, der har været lidt jul at klare og Wordfeud skal også lige passes, så blogindlæg er noget, der skal skrives i etaper.

Det er normalt ikke sådan jeg skriver og det er skidesvært at vedligeholde en god indignation hen over en eftermiddag med så meget sol.

Og så er jeg faldet over dette her. Det kan I jo også lige prøve at spille mens jeg får skrevet et rigtigt blogindlæg

http://kattler.dk/hacker/1.html

Det er ikke et nyt spil, men der skulle efter sigende være kommet flere udfordringer til. Det stopper ved side 42 og det er muligt at finde alle svarene på snydesider rundt om på nettet, men det er meget sjovere at sidde og være sofadetektiv og løse gåder og tænke som en hacker selv.

Det er god spas.

søndag den 25. december 2011

OnePiece, premierejulen og min mor

Aj, det tror jeg altså ikke, jeg kan, sagde jeg dengang. Jeg er jo en... hvad... DAAME, der ikke er modelafpillet eller noget. Det tror jeg ikke, jeg kan. Jeg kan ihvertfald ikke gå ud i den. 

Den er ellers lækker, sagde hun så, men det holder bare ikke. En sparkedragt for voksne og da Peter havde en på forleden så lignede han bare noget, der ikke var meningen. Han er jo både høj og bred og så kostede den 1000 kroner. For en sparkedragt... men den var da hyggelig...

Jeg kan huske mødre i et radioprogram, som korsede sig over moden og som bestemt ikke ville tillade deres teenagepiger at gå i en OnePiece, selvom den sejeste pige i klassen havde en på. Og slet ikke i hvid eller lyseblå. Jeg grinede lidt, for moden har budt på nogle spøjse ting bare i min levetid. Gulerodsbukser.
Hvem husker ikke smækbukserne, der sad så meget til at man ikke skulle stramme selerne det mindste før man havde en skarp syning i smertelig nærkontakt med understellet?
Og nu OnePiece.

Sparkedragt med hængerøv til voksne. Tsk.

Jeg fik så en i julegave af min mand og den er SÅÅÅÅ lækker. Især fordi han sværger ved alt der er ham helligt (cyklen og skiferien i uge 9) at jeg er rålaber og smart i den.

På mærkatet står der, at man vil komme til at elske sin OnePiece mere end sin egen mor, men det kan jeg afvise blankt, selvom den gør alt hvad den kan for at indynde sig hos min og min hud.

Min mor er fabelagtig, min mor er den bedste mor, den sejeste, mest exceptionelle og uundværlige mormor i hele verden. Min mor er klog, fintfølende, velformuleret og i stand til at have integritet samtidig med at hun er uselvisk og hun har rost min premiere-julemiddag til skyerne, selvom jeg har tweeket juleands-opskriften.  På trods af at det er første gang i mere end 40 år hun ikke selv har stået for julemiddagen.

Min OnePiece er så rar og sidder så godt, at jeg ikke engang gider at trække maven ind.
Men min mor når den altså ikke til anklerne.

tirsdag den 20. december 2011

Dårlig mor på pose

Aksel får grød, selvom han faktisk ikke er helt de 6 måneder, som sundhedsstyrelsen anbefaler man skal være, før man får skemad. Drengen er sulten og har det strålende med to daglige tallerkenfulde - og han tog over et halvt kilo på på en uge, efter at jeg havde præsenteret ham for en skål pulvergrød første gang.

FY!

HIPP?
Det er færdiggrød, der bare skal blandes op med vand. Det er så let og når poden ikke er vågen mere end halvanden time ad gangen, så er det vigtigt, ihvertfald for mig, at al den vågne tid ikke går med at lave mad.
Jeg er ikke bange for at lave mad selv, så har jeg ikke sagt for meget. 

En veninde skrev på Facebook om at hun nærmest var blevet præsenteret for en forarget hønserøv i en ammestue, fordi hun kom til at sige, at HIPP kunne bruges i en snæver vending, selvom det helt ærligt mere er reglen end undtagelsen på spisebordet både hos hende og mig.

Det hjalp ikke på hønserøven, at veninden fik pippet frem at det i det mindste er økologisk. Efter sigende skulle frelst spelt-hønserøv have set ud som om hun havde spist en muggen hamster (Eller... det var ihvertfald noget med en hamster. Bogstaverne flød lidt ud for mine øjne, fordi jeg hyperventilerede en smule. Mest af grin)

Jeg har hørt om bekendte, der er vendt grædende hjem fra ture til byen og offentlige ammesteder, fordi de ikke kan amme og giver deres børn flaske. Ammejuntaen er en samling møgkællinger, der går ind for konfrontation og gabestok siger jeg bare.
Og hende hønserøven her må være en fraktion af ammejuntaen.

Om jeg fatter, at folk ikke bare kan gøre, hvad de selv synes er rigtigt og have det godt med det.  Erfaringsudvekslinger er guld værd, sundhedsstyrelsens anbefalinger er kloge,  men duller, der stikker deres spidse næb frem og skræpper højt, hvis andre ikke gør lige præcis hvad de mener er rigtigt?
De skulle stækkes.
Måske er det det, de er... stækkede.

Hvis jeg bare turde, så ville jeg (hvis jeg nogensinde kommer i sådan en situation) skynde mig at fortælle, at jeg også lige har lånt en hoppegynge.


lørdag den 17. december 2011

Spontantaler som ny juletradition

Der er ikke mange taler i min familie. Heller ikke i den udvidede familie. Der er ingen, der lige slår på glasset og siger velkommen og værsgo. Heller ikke fødselarer får et par ord med på vejen.

Vi er jyder hele banden og det der med ord og at stille sig op som om man havde noget at sige, det... nej.

Men når det så sker, at der bliver holdt en tale, sådan en, der virkelig betyder noget, så husker jeg den. Desværre er de to taler, jeg husker bedst fra de seneste år de to taler, der blev holdt i kirke og kapel, da de to mænd, der skulle have været Aksels bedstefædre skulle bisættes.  Ikke samtidig, bevares, men talerne står lige klart, selvom der er år imellem dem.

Først min kloge svoger Rasmus, der er vantro af hjertet, men som i kapellet skulle tage afsked med sin far og pludselig manglede en tro at støtte sig til.
Siden min mor, der i kirken talte om den sidste tid med sin mand og meget fint udtrykte, at de havde fået talt om det, HAN synes var vigtigt. Selvom jeg ikke ord for ord kan huske den tale, kan jeg huske, hvor delikat et ordvalg min mor havde og hvor stærk hun var, da hun stod der helt alene.

Men helt ærligt... Det kan ikke være meningen at de store taler, de ærlige følelser og muligheden for at tale uden at blive afbrudt kun dukker op ved bryllupper og begravelser.

Der er alt for få hverdagstaler. 
Hvem siger, at man ikke kan rejse sig op over kyllingestykkerne og den revne gulerod og sige noget vigtigt til sin lille familie eller udbringe en skål for at indkørslen er færdig?

Det ville være en fabelagtig mulighed for at få lov til at sige noget uden at blive afbrudt.

Når jeg nu mærker tyngden af alle de juletraditioner, jeg skal følge helt ufortyndet (Hvem kan FORESTILLE sig at undvære taffelchips til juleanden?), så kan jeg da gøre mit for at starte mine egne juletraditoner. En af dem bliver en juletale, tror jeg.

Jeg regner  ikke med at det bliver noget problem at talen skal holdes af den, der får den hele mandel i sit konfektstykke.

Skulle det kikse helt, får jeg lov til at spise alt konfekten selv.

torsdag den 15. december 2011

Kære nybagte mor. Husk at dukke dig, når du siger, at du har ZÅ meget overskud. Om mødregrupper.

Hun sad i ammeloungen med sirligt flettet hår, der garanteret også var nyvasket, og tog imod min kompliment med den eufori, som hører til de første tre uger som nybagt mor.
Jeg har det helt vildt let, sagde hun så. Faderen har også barsel og jeg har faktisk ikke fået lov til at skifte ret mange bleer. Vi er oppe to gange om natten og... altså vi har da haft en nat, hvor vi var vågne fra tre til 6, men... Det er bare såååå dejligt. Og hun smilede forelsket og ømt ned på sit to uger gamle barn, der lå lige foran det meget blottede bryst.

Det er så sådan noget man ikke siger til mødregruppe, kom det tørt ovre fra en anden mor med et lidt ældre barn og jeg grinede indforstået. Troede jeg. Jeg har nemlig erfaring med at hvis man til mødregruppe siger, at det går fremragende, søvnen kører og mælken flyder, så hører karmarevisoren det og alt er anderledes straks den næste dag.

Jeg er kommet til at tænke på, at hende den anden mente, at man ikke måtte sige når noget gik godt til mødregruppe, fordi man så fornærmede tonen i mødregruppen og hoverede over dem, der havde øjenlåg så tykke som skamlæber.

Sådan er det ikke helt i min mødregruppe.
Tror jeg.

Vi ved nemlig alle sammen godt, at søvn og børn og nybagte fædre er skrøbelige størrelser og vi har fuld respekt for karmarevisoren.
Desuden er vi kommet så langt, at vi nu drikker kaffe MED koffein, har indrømmet, at morgenmaden nogle gange består af After Eight og jeg har fyret den første sjofelhed af, selvom jeg virkelig har prøvet at holde dem inde. Og så er der både successer og dårlige dage hos os alle sammen.

Altså... vi ved vel alle sammen, at de småbitre kommentarer og historierne om remouladelort er i højere kurs end fortællinger om, hvordan alt er picture perfect og lige efter bogen hjemme hos nogen, så dem, der sidder med hår, der lige har fået kur har som regel ikke så meget taletid.

Som i blogland, så også i den virkelige verden. 

Nu har min mødregruppe også fundet vej til bloggen her, så jeg tør ikke sige andet end at jeg har været heldig med den.

mandag den 12. december 2011

Livet er for kort til damehåndbold

Dengang jeg var kæreste med en håndboldspiller, så jeg en del håndbold. Live. I hallen. Var tæt på at komme op at slås to gange, begge gange med gamle mænd fra Tvis. Det skal udtales TWiz. Bare fordi jeg kom til at konstatere, at de lød lige så dumme som de trommer, de køllebankede.

Det var herrehåndbold og det må være forklaringen på et hidtil ukendt hidsigt temperament.  Måske var det der, min mund begyndte at tale uden at få lov.

Damehåndbold kan på ingen måde bringe mit pis i kog. Jeg synes, at spillet er kedeligt. Damerne er kedelige, der sidder to mødre og en vicevært på tilskuerpladserne og hypet buldrer tomt. Det må fannerme være en tom fornemmelse at juble og hovere mod tomme blå plastsæder.

På TV med japanske modstandere, der ser ud som om de har fået for mange bolde i masken, tager det mig cirka et øjeblik at beundre hende, der er 188 høj og konstatere at fru Spellerberg er laber, inden jeg beslutter mig for at seriedyppe kanelbiscotti i min decaf-kaffe.

Der er lang vej til Tvis.

fredag den 9. december 2011

Umiddelbarhed udsat for doven teenager og serveret i slowmotion

Jeg købte badedragt igår. OG bikini. Det tog også ca en time... Ikke fordi jeg stod og rev håret af mig selv i prøverummet som jeg plejer, når jeg er så modig at købe badetøj, mens det er pivkoldt ude og min hud har samme farve som skummetmælk.

Jeg brugte 4 minutter på at finde det, jeg ville have. 2 minutter på at lokalisere en ekspedient. 30 sekunder på at betale og så resten af tiden på at stå og vente på en lad ekspedient.

Det eneste, jeg gjorde var at spørge om de havde badedragten i en anden farve.
Først vendte hun badedragten om og studerede længe bagsiden. Ikke mærket. Bagsiden. Som om svaret fandtes der. Der gik laaaaang tid med den bagside. Så vendte hun den om og studerede forstykket. Længe.

Ja, altså.... sagde jeg for ikke at komme til at spørge hende, hvad hun havde gang i. Måske har I et lager, hvor der måske var flere badedragter?

Jaa... tøvede hun og kiggede lidt på badedragten ved siden af.  Jeg skal lige...  Hvorefter hun gik op til computerskærmen og kiggede på den. Uden at taste eller noget. Hun gik sikkert ud fra at svaret sprang ud i hovedet på hende derfra, når den nu ikke boede i badedragten.

Hvorefter hun ludede ud i baglokalet. Kiggede på et par kasser, så vidt jeg kunne se. Ikke i kasserne. Ikke på mærkaterne. På kasserne.
Så kom der en kollega som hun talte lidt med og en til. Og så kom hun jaskende tilbage.

Jeg kan altså ikke umiddelbart se andre end den der, sagde hun. 
Ved kassen sagde hun, at jeg bare selv kunne sy bikinien ind, hvis den var lidt for stor i omkredsen. Hvis jeg var lidt vaks på fingrene.

Jeg undlod at give hende mit umiddelbare svar. Både det, der i længde ville svare til min definition af umiddelbar og den, der ville svare til hendes.

tirsdag den 6. december 2011

Gider du ordne min røv?

Jeg har fået massage idag.
Det var svært tiltrængt. Må jeg i den forbindelse bekræfte historien om, at skomagerens børn har huller i sålerne? Både Mikkel og jeg er uddannede fysiurgiske massører fra den fineste skole, men får man så meget som aet sine rygstykker?

Jeg drog afsted til thaidamerne. Glædede mig, for mødregruppe-Lone har også været der og havde det som om hun havde fået bank to dage efter. Sådan en tur ville jeg også have, tænkte massochist-jeg og drog afsted med opsat hår og ve-vejrtrækningen i frisk erindring.

Det var rart. Dejligt. Blødt og flydende og afslappende. Jeg lå hele tiden og tankepegede på min lamme skulder, min champignon-skov af en myosesamling i nakken og ønskede mig, at hun bare ville stige op og gå med sine små thailandske fødder på mine baller, der siden ve-tiden har trukket i mit bækken og fået mit korsben til at lyde som knækbrød om morgenen.
Hvis jeg kunne nå, havde jeg bidt mig selv i gluteus medius for længe siden.

Selvfølgelig fik jeg ikke bedt den pæne thaidame om at give min røv en tur og gøre det hårdt.
Det ville være en forfærdelig risiko at løbe, når damen ikke taler ret godt dansk og der er varmecreme involveret.

mandag den 5. december 2011

Hvordan opgraderer man en narresut?

Jeg kunne godt skrive et overskudsindlæg om, hvor fantastisk vi har det, Aksel og mig. Udstyre det med en masse yndige ord og hovedet på skrå og et mildt og blidt mor-smil. Hvis man lige piller det værste Biedermeier ud af det billede er det ikke helt løgn. Her går det godt (send flere penge).

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg gør det godt med Aksel. Men seriøst er jeg i den grad på kinderne over, hvordan jeg nogensinde skal komme tilbage på arbejde igen. Det virker helt umuligt at skulle overdrage Aksel til fremmede folk og... ærligt, ikke?

Hvad nu, hvis jeg ikke kan finde ud af at arbejde efter at jeg er blevet slået til mor?

Der er måneder til.
Men en anden udfordring lurer lige om hjørnet: Hvordan får jeg Aksel til at sove af sig selv og uden at amme ham i søvn?
Ikke fordi det gør mig noget at skulle lægge mig med ham og følge ham helt ind i søvnen på den måde - jeg kan holde til det fysisk-, men hvad fanden gør jeg den dag, jeg ikke ammer mere? Samtidig har jeg låst mig selv fast herhjemme om aftenen. Liiiiidt svært at være brystvikar.

Sgu også en dum vane at lade ham bruge mig som sut. Selvom jeg spiller Wordfeud imens.

Lyder det som om jeg er ved at kvæle ungen i navlestreng og kærlighed?

fredag den 2. december 2011

Aftensart

Jeg har sat en dusør på fundet af den speaker, der kan sige Februar. Fe-bru-ar. Ikke Feburar.

Heldigvis ser det ikke ud til at jeg bliver fattig, for ingen har krævet dusøren endnu. Passer mig fint, for der er behov for endnu en halvbrille-pegefinger. Prøv lige at sige i aften UDEN at det partout bliver til ijaften.

Ijaften. Hrmpf.

Jeg regner med at i alle siger unik og ikke junik, hvis det ord skulle formaste sig til at hoppe ud af munden på jer.

Nå... men jeg er sikkert bare sart, fordi aftener er sarte og anderledes størrelser, hvor jeg sidder på kanten af sofaen med børstede tænder og ørerne på stilke for at høre efter, hvornår det sovende barn ikke sover længere, med mindre jeg sover ved siden af barnet klokken 20.

Så alle de entusiastiske speakere, der siger noget med at iJAFten er der superfedtprogramsomduMÅse er lidt træls.
Helt sikkert fordi de siger ordene forkert.

(Hvis nogen har gode erfaringer med at komme fra at amme i søvn til at lære barnet at falde i søvn selv, så vil jeg gerne høre dem.)