Med mindre psykologen giver ham en stor pose tillids-epresfix med hjem. Og lidt klædelig ydmyghed

Jeg troede faktisk han havde et godt liv, siger faderen i fjernsynsudsendelsen. Jeg har ikke noget skyldfølelse eller bondeanger eller sådan noget mere. Det er jeg ude over. Han må bare videre.

Han har slået sine børn og børnene har det ad helvede til. Men han har været i terapi. Ikke mere skyldfølelse til ham. Så han håber da, at drengen kommer videre med sit liv også. 'Drengen' i udsendelsen er voksen og skal være far for første gang og er pissebange for om han også bliver en dårlig far og hans selvværd er helt til rotterne.

Hvis jeg kunne, så havde jeg sendt den voldelige far en screamer (Den der højtråbende konvolut fra Harry Potter) sammen med en kost, der kan smække ham. Sådan en idiot.

Seriøst, kan det passe, at man på den måde kan fraskrive sig et ansvar for sine nærmeste og sine 'ofre', bare fordi man har besluttet sig for at det er nok at gå bodsgang til en psykolog et par gange?
Så er det pludselig dem, der skal tilgive og tænke positivt og synes man er et godt menneske, åbenbart.

Når man vælger at etablere et forhold og vælger at få børn, så vælger man også at påtage sig et voksent ansvar som partner og som forælder.

Det er absolut, det ansvar.

De undskyldninger, som man kunne bruge mens man var ung og ikke forpligtet ud over næste lørdag, gælder ikke mere. 'Jeg var fuld'-undskyldningen er jo en hån, der bør få en til at se bekymret efter om loftsbrædderne er sømmet ordentligt fast. Og 'jeg havde en dårlig dag årrække, nu skal vi bare se fremad, jeg har jo været ved psykolog'-plasteret dækker aldrig de sår, ofrene har fået på sjælen.

Og så forbyder vi mig at se fjernsyn mere i denne uge. Kan ikke tåle det. Først var der fødselsudsendelsen, der fik mig til at vræle og nu dette, der giver mig kvalme. Umuligt! Ender med at jeg får moderlige følelser for Blachman også