søndag den 26. januar 2014

svingende

Pludselig rammer kemoens tåger og pludselig letter de igen.
Idag er bedre, endnu ikke helt ok, men bedre:  Jeg kan stadig ikke ramme telefonens taster rigtigt, men jeg er ikke helt så hård ved mig selv. og jeg kan bedre tale, i sammenhænge hvor jer er tryg, uden at holde alt for mange pauser, hvor jeg bare kigger tomt ud af vinduet som for at lede efter sammenhængen.
(Psykologsamtalen i forgårs var besynderlig, mig der hele tiden var på grådens rand og så pokkers usammnenhængende)

Besynderligt nok var det på samme tidspunkt jeg skrev det forrige indlæg. Som om jeg vil råbe om hjælp på det tidspunkt, hvor den så end skulle komme fra.

Forhåbentlig råber cancercellerne også på hjælp. 


2 kommentarer:

  1. Der er ikke noget at sige til du er på grådens rand. Se psykologtiden, som et sted hvor det er ok, hvor du kan være 100% usammenhængende, tudende, irrationel og urimelig. Og herinde for den sags skyld, hvis det kan støtte dig - vi er her.

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...